Vi forsøger altid at lave klare aftaler om hvordan bygningen skal være klargjort inden isoleringsarbejdet påbegyndes. Der findes flere muligheder for hvorledes konstruktionerne kan være forberedt, alt afhængigt af hvilke konstruktioner der er tale om og hvornår i byggeprocessen man vælger at isolere. Mellemrum og passager på under 8 cm. skal være forisolerede.
Læs om Dansk Træfibers kvalitetssikring her
Der bør samarbejdes om at etablere rimelige adgangsforhold så der er gode og sikre arbejdsforhold for isolatøren og arbejdet kan udføres hurtigt og effektivt.
Konstruktionsdelene lukkes på alle sider, evt. med undertags-og vægbanevarer, så det tåler indblæsning af isoleringsmateriale under tryk. Konstruktionen skal lukkes så tæt, at isoleringsmaterialet ikke utilsigtet blæses gennem revner og sprækker, dog er det ikke et problem med sprækker på max 2 cm. Andre muligheder for materialevalg kunne være gipsplader, træfiberplader eller stramt opsat dug/kraftig vindpap monteret med klemlister. Isoleringen blæses herefter gennem huller, -der bores/skæres efter behov. Eventuelt undlades lukning af overkant af væg/skråvæg, så indblæsningen kan ske ad denne åbning.Det er vigtigt at isolatøren har mulighed for gennem tegninger eller markeringer på konstruktionerne at identificere alle hulrum.
Det kan være en god ide at få efterisoleret sit gamle hus, særligt på lofter og i etageadskillelser, hvor kulden ofte trænger ind. Træfiberisolering som løsuld er eminent til dette formål, idet isoleringen lægger sig som en dyne hen over den eksisterende isolering, samtidigt med at man har mulighed for at trykke isoleringen fast, der hvor der er særligt behov for det. På denne måde får man effektivt lukket af på udsatte steder. Ved nye huse anbefaler vi at der isoleres inden der lægges gulv, således at der bliver isoleret godt mellem de rør som typisk ligger placeret her.